Din guide til den gode topmadras

Kvinde ligger i seng med topmadras

Topmadrassen er alfa omega, når det kommer til den gode, komfortable nattesøvn. Her følger en guide til, hvad du skal holde øje med, når du køber ny topmadras.

Et omfavnende, silkeblødt underlag, kroppen dykker ned i, eller den faste, rolige madras, du ved, hvor du har. Præferencerne er mange, og mulighederne ligeså.

Det gælder for køb af topmadrasser, at du skal afveje med dig selv, hvilken hårdhed du ønsker. Generelt siger man, at en kropsvægt under 75 kilo fungerer bedst på en topmadras med medium til svag hårdhed, mens de tungere vægtklasser med fordel kan vælge en madras, der er hårdere, og derved matcher trykket bedre.

Men ingen regel uden undtagelser. Det er forskelligt, hvad folk har det bedst med, for mens alder, uro i søvnen og rygproblemer kan spille ind på valget, er der simpelthen også bare nogen, der har det bedre med et hårdt underlag som i soldatertiden eller er forvænt med bløde underlag a la prinsessen på ærten.

For øjeblikket er skummaterialer vældigt populære, og især komfort- og memoryskum er oppe i tiden.

Materialevalget skal helst afspejle dine individuelle behov, da der er tale om en langtidsinvestering, der tilmed kan være bekosteligt – hvis ellers kvaliteten skal være i orden.

Netop materialekvalitet er et godt pejlemærke for, hvor god en nattesøvn, du kan forvente efterfølgende. Og tager man i betragtning, at det gennemsnitlige menneske tilbringer en tredjedel af tilværelsen i selskab med topmadrassen – i sengen – står det klart, at det i rigtig høj grad kan betale sig at gøre sit forarbejde, inden man investerer i ny topmadras.

Således sikrer du en varig, god nattesøvn.

Topmadrasser til hver en smag

De senere år er materialerne, der fremstilles topmadrasser i, vokset gevaldigt, og især madrasser i skum-materialer nyder stor popularitet. Skummet har det fortrin, at det former sig efter kroppens trykpunkter og giver fornemmelsen af, at kroppen hviler på egne præmisser.

Selv skummadrasserne kommer dog i flere forskellige afskygninger.

Memoryskummet, der nok er det, de fleste kender, er et madrasmateriale, der både giver støtte og komfort. Det er konstrueret, så det tilpasser sig den pågældende kropsvarme og kropsvægt, som det former efter.

En topmadras i memoryskum vil være en god løsning for de fleste. Vær dog opmærksom på, at madrassens tykkelse og densitet skal målrettes brugeren, for at effekten bliver optimal. Densiteten er skummets kvalitet og skal gerne lyde på minimum 50 kilo pr. m3. Det vil du kunne få oplyst hos forhandleren.

Modsat memoryskummet er en topmadras i komfortskum et alternativ, der i højere grad giver en fast støtte til kroppen. Eftersom komfortskum ikke optager kropsvarme, er materialets elasticitet konsekvent, hvilket betyder en mere fast og ensartet støtte – uafhængigt af trykpunkter.

Af samme grund har skumtypen en længere levetid, da den er resistent over for kropsvarme og derfor ikke giver sig over tid. Samme ligning giver mulighed for at anvende en regulær madras i komfortskum – eksempelvis som det nederste lag i en kontinentalseng. Netop qua materialets mere hårdføre natur.

Gode råd ved køb af topmadras

Med de mange muligheder på markedet for topmadrasser er det et godt værktøj at have en tjekliste for, hvilke kvaliteter du søger i din kommende topmadras.

Har du først taget stilling til, om den skal være i memory- eller komfortskum – eller noget helt tredje – kan du med fordel kigge efter, hvilken garanti de er omfattet af. Typisk vil topmadrasser være omfattet af en samlet garanti, hvis du køber dem i forbindelse med en investering i en hel seng. Er det ikke tilfældet, kan det variere.

Kig derfor efter, hvilken garanti der følger med madrassen – så du undgår at være strandet med skummadras med trykmærker, hvis uheldet først er ude.